<h1>Jesper Zeihlund: Når du bliver bidt af Odsherred</h1>
Podcast

Jesper Zeihlund: Når du bliver bidt af Odsherred

I syv år har Jesper Zeihlund stået i spidsen for Nationalt Center for Lokale Fødevarer, der - ikke helt tilfældigt - har sin base i Odsherred.                                                                               

- Jeg blev bidt af Odsherred med det samme, jeg kom herop.

Sådan lyder det fra Jesper Zeihlund, som i syv år har været frontfigur for Nationalt Center for Lokale Fødevarer (NCLF), der nu har base i Annebergparken. Her ligger det omgivet af en række mikrovirksomheder relateret til fødevarer. 

- Det er netop dét, som lokale fødevarer kan: Være med til at løfte en hel egn, siger Jesper Zeihlund, som også kigger længere ud end Odsherred og nu åbner en filial på Sydsjælland. 

Ny uddannelse har basis i lokale fødevarer


Jesper Zeihlund har, parallelt med NCLF, etableret Local Food Academy, der bl.a. skal uddanne og rådgive om lokale fødevarer.

Sideløbende har han haft en stor rolle i, at Nordvestsjælland snart får en helt ny uddannelse inden for fødevarer.

Med støtte fra Region Sjælland etablerer NCLF i samarbejde med FGU Nordvestsjælland, ZBC og Roskilde Universitet et pilotprojekt, der er målrettet unge, som hverken brænder for det boglige eller håndværksmæssige.

- De vil helt sikkert kunne finde en plads inden for den lokale fødevarebranche, hvad enten det er i primærlandbruget, i forædlingen eller ude i en gårdbutik, lover Jesper Zeihlund.

Klik på afspilleren nedenfor og hør Jesper Zeihlund i vores podcast.