<h1>Med respekt for historien og blik for fremtiden</h1>
Tekst: Ulrik Larsen Foto: T2Studio

Med respekt for historien og blik for fremtiden

Tom og Niels Christensen, far og søn, er gået sammen om at drive Brogaard Fårevejle A/S og Brogaard Økologi på Lammefjorden.

Tom og Niels Christensen, far og søn, har siden 2024 været sammen om at eje og drive Brogaarden på Lammefjorden. Bedriften består af to virksomheder: Brogaard Fårevejle A/S og Brogaard Økologi.

Tom kender ejendommen og jorden på Lammefjorden ud og ind. Han blev ansat af den tidligere ejer, Boje Skytte, i 1990.

Da Boje Skytte for nogle år siden ytrede ønske om at sælge bedriften, syntes Tom (nu 63 år), at han var blevet for gammel.

- Men Niels ville gerne være med i et ejerskab. Så var der pludselig et langsigtet perspektiv i at købe, og så slog vi til, fortæller Tom.


Brogaarden ligger helt op til Nordkanalen ved Fårevejle Kirkeby, hvor den gammel fjordbund er rig på næring.

Greenkeper med grønne fingre
Niels er uddannet greenkeeper, men var ansat på Brogaarden i to år, inden de overtog den. 

- For mig er det ikke så afgørende at være ejer, siger Niels. Jeg går mere op i at producere nogle grøntsager, som folk har lyst til at købe ude i butikkerne, og som vi og medarbejderne har gjort os umage med. Det giver mening på en helt anden måde end at dyrke korn til en grovvare.

Lammefjorden
Niels Christensen: - Jeg er ikke motiveret af at eje jorden, men af at vi lykkes med vores produkter.

Økologi fylder mest
Der hører 170 hektar til Brogaarden, men med forpagtninger og leje af jord driver de omkring 500 ha på Lammefjorden. Blandt andet forpagter de Dragsholm Slots landbrug.

Cirka 75 procent af jorden drives økologisk. På den inderste del af Lammefjorden, hvor Brogaarden ligger, er jorden rig på naturlige næringsstoffer, der gør det muligt at drive nogle helt særlige afgrøder - fx røde og blå kartofler og lilla gulerødder. 

- Jorden giver afgrøderne et højere indhold af sukker. Det gør dem mere velsmagende, men betyder også, at de kan holde sig længere på lager. Derfor kan vi levere gulerødder lige fra august til maj, fortæller Tom.

Lammefjorden

Har eget pakkeri
Knoldselleri, pastinak, persillerod og rødbeder er andre af Brogaardens specialiteter. De bliver pakket på gårdens eget pakkeri. I højsæsonen er 20 mand beskæftiget i marken og på pakkeriet. 

Omkring 3.000 ton grøntsager pakkes hvert år. Det hele er egen avl. I denne tid er en fjerde pakkelinje ved at blive installeret.

Lammefjorden

COOP er en vigtig aftager af grøntsager fra Brogaarden. Poserne med mix af øko-rodfrugter er en stor vare i brugserne. 

Også de største cateringfirmaer køber mange ton af Brogaardens grøntsager fra Lammefjorden. 

Håndværket er vigtigt
Det er mest rodfrugter, som Brogaard Fårevejle selv pakker. De store mængder af kartofler og gulerødder leveres til Storøhage Kartofler og Lammefjordspakkeriet.

- De har nogle mere automatiserede processer, der passer til den type varer. Hos os vil vi gerne være lidt mere håndholdte, når vi behandler varerne. Det gælder i hele kæden. Vi har respekt for jorden, stolthed over håndværket og ønsker at gøre tingene ordentligt, siger Tom.

Lammefjorden
Tom Christensen: - For os er det et håndværk at dyrke og levere grøntsager. Vi gør os umage.

- Vi har stor respekt for Lammefjordens og Brogaardens historie. Vi mener også, at vi med vores form for landbrug er med til at sikre, at vi kan give jorden videre til de næste generationer.