<h1>Kom og smag på Lammefjorden</h1>

Kom og smag på Lammefjorden

Besøgsmark ved Fårevejle og 10 km oplevelsesrute med fortællinger om Lammefjorden. Partnerskab med UNESCO Global Geopark Odsherred.

I juli 2017 åbnede Geopark Odsherred en besøgsmark ved Adelers Allé, lige nord for Fårevejle Stationsby. Marken repræsenterer alle de afgrøder, der dyrkes på Lammefjorden; lige fra de traditionelle kornsorter til specielle grøntsager. Den er et eksempel på, hvordan et specielt landskab - den tidligere fjordbund - kan bruges til at frembringe helt særlige afgrøder.

Marken er skabt i samarbejde med en arbejdsgruppe af blandt andet lokale landmænd. Det er også personer fra arbejdsgruppen, som hver onsdag og torsdag mellem klokken 13 og 15 bemander marken og byder på smagsprøver og fortællinger fra Lammefjorden.

Den 10 km lange oplevelsesrute fører dig rundt til fem steder, hvor du kan høre podcasts om Lammefjordens historie, inddæmningen, dyndhullerne, de første tilflyttere og den aktuelle produktion af grøntsager.

Du kan læse mere på Geopark Odsherreds hjemmeside.

Besøgsmarken ligger ved Rådhusvej 75, 4540 Fårevejle - se kort.

Besøgsmarken. Foto: Arne Andersen

Grøntsagslauget og Geoparken indgår partnerskab

Lammefjordens Grøntsagslaug har ved indgangen til 2018 indgået en partnerskabsaftale med Geopark Odsherred. Formålet er, at partnerne i fællesskab skal udvikle og formidle Geopark Odsherred.

- Der er ingen tvivl om, at Lammefjorden er et af de største aktiver for Geopark Odsherred, siger Hans Møller Olsen, formand for Lammefjordens Grøntsagslaug.

- Geoparken har de første år jo nok været et lidt abstrakt begreb for mange. Besøgsmarken, som blev etableret på Lammefjorden i 2017, var det første konkrete element i Geoparken. Og så er det jo en ganske naturlig fortsættelse, at Geoparken og vi nu har papir på vores partnerskab.

Besøgsmark bruges til formidling
- Besøgsmarken og oplevelsesruten rundt på Lammefjorden er gode eksempler på, hvordan vi kan hjælpe hinanden med at udvikle og formidle Geopark Odsherred. De to projekter er organiseret af Geoparken, mens en håndfuld af vores medlemmer tager sig af at passe marken og formidle den. Interessen har været stor det første år med mange gæster, som kommer for at se de mange særlige afgrøder, vi kan dyrke på Lammefjorden. På den måde kan vi også i geopark-sammenhæng nu gøre vores produkter synlige, siger Hans Møller Olsen.

Han tilføjer, at Lammefjorden også har mange besøg takket være VisitOdsherred, ligesom diverse åbent hus-arrangementer er med til at promovere geoparken.

Med aftalen har Lammefjordens Grøntsagslaug og medlemmerne ret til at bruge geoparkens partnerlogo ved salg og markedsføring af produkter, for eksempel i gårdbutikker.

Geoparken og Lammefjorden