At Karl Strandhauge i sin tid havnede på Lammefjorden, var lidt af et tilfælde. Han stammer fra Langeland og blev omkring 1955 ansat som forvalter på Gislingegården. Det varede dog kun et år, hvorefter han sagde op uden at vide, hvad han og hustruen Tove nu skulle.
- En chauffør, der kom på gården, spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig at komme ud på et vaskeri på Lammefjorden. ”Et vaskeri? Jeg skal sgu ikke gå og vaske tøj!". Så forklarede han mig, at det var hos Ejner Nielsen på Søkilde, hvor de var ved at starte et gulerodsvaskeri. Jeg tog ud og talte med Ejner, og vi blev hurtigt enige om ansættelsen som forvalter. Vi fik bopæl på Storøgården og skulle også sørge for, at folkene fik madpakker med, når de kørte på Grønttorvet.
Karl Strandhauge kom til Lammefjorden i 1955 og har boet her lige siden, altså langt størstedelen af sit 90-årige liv.
Der var penge i gulerødder
Vaskeriet var på det tidspunkt ikke noget særligt. En gammel benzinmotor blev med stort besvær startet hver morgen for at trække tromlevaskeren.
- Men han havde ret mange kunder inde på Grønttorvet og tjente efterhånden gode penge. Kunderne solgte gulerødderne for 10 kroner pr. bundt og afregnede med Ejner en gang om ugen eller hver 14. dag. Så havde han kassevis af 10 kronesedler, og vi begyndte at snakke om, at vi måtte investere i mere udstyr.
En stor arbejdsplads
Der var et halvt hundrede ansatte på Søkilde, dels ude i marken, dels på vaskeriet og som chauffører. Karl Strandhauge var til at begynde med ikke helt stolt over at arbejde der. Ejner Nielsen kunne godt lide en øl eller to, og han sørgede også altid for øl til mandskabet. Så der var nok nogle, som så lidt skævt til, at den nye forvalter ville have mere orden på tingene.
På det tidspunkt blev gulerødderne pakket med håndkraft. Mandskabet stod ved runde borde og pakkede. Der blev prøvet mange forskellige tekniske løsninger, uden større succes.
Ude i marken blev gulerødderne i de første år også taget op med håndkraft. Gerne af koner fra hele Odsherred, som kunne tjene gode penge ved at fylde de kasser, de trak efter sig op og ned gennem rækkerne. Om aftenen forestod så et kæmpe arbejde med at få de tusindvis af kasser kørt hjem og læsset. Senere fik Søkilde gulerodsoptager, trucks og transportbånd til erstatning for det manuelle arbejde i mark og vaskeri.
Gulerøddernes guldalder
Søkilde købte gulerødder fra hele Lammefjorden. Dengang var der ikke noget med kartofler, men gulerødderne fik gang i en positiv, økonomisk udvikling på fjorden. Til at begynde med var der tre vaskerier, men med ét skød mange nye op.
- De kunne jo se, at der var penge i det. Vi læssede en bil eller to hver dag til Grønttorvet, og efter det første år begyndte vi også at køre til Norge og Sverige og måtte leje biler ind. Når de kom hjem sent om aftenen, blev de læsset med det samme, så de kunne komme afsted igen straks om morgenen.
Blev selv konkurrent til Søkilde
Karl Strandhauge var forvalter på Søkilde i seks et halvt år, men ansættelsen ophørte lidt brat og trist.
- Jeg havde købt Sandlygård, mens vi stadig boede på Storøgården. Jeg ville gerne have min egen bedrift, fordi jeg stadig syntes, at der blev drukket lige vel rigeligt på Søkilde.
- På Søkilde havde vi så travlt i gulerodsvaskeriet, at jeg tænkte, at jeg måske også kunne sætte en tromlevasker op på Sandlygård. Jeg bestilte en hos den smed, som kom på Søkilde. Så sagde han en morgen, mens vi sad der og drak kaffe: ”Ejner, hvad vil du nu gøre ved Karl, når han begynder at vaske og tage alle dine kunder?”. Det fandt vi hurtigt ud af, for næste morgen fik jeg besked på at rydde mit skrivebord.
Tove og Karl Strandhauge flyttede til Sandlygård omkring 1960 og fik etableret eget gulerodsvaskeri. Karl havde lovet sig selv, at han aldrig ville tage en af Ejners kunder, men de kom efterhånden af sig selv alle sammen. Flere år senere købte han jorden fra Søkilde af Ejner Nielsen.
Leverede alle FDB’s kartofler
I de følgende år begyndte Karl Strandhauge at lægge om fra gulerødder til kartofler, fordi de lyse, glatte kartofler fra Lammefjorden klart skilte sig ud fra de mørkere, jyske kartofler og derfor præsenterede sig bedre i butikkerne. Det viste sig at være en ganske god beslutning.
- En morgen stod her en underdirektør fra FDB, som vi leverede gulerødder til, og kiggede på vores kartoffelpakkeri. Så siger han ”Kan du fra i morgen levere alle de kartofler, vi skal bruge i FDB’s butikker?”. Det sagde jeg ja til, selv om jeg vidste, at det ville blive svært at skaffe så mange kartofler.
Men det lykkedes, og de følgende seks-syv år stod Lammefjordens Kartoffelcentral på Sandlygård for FDB’s leverance af kartofler. Strandhauge var dog lidt bekymret over kun at have én kunde til kartoflerne, og så fik han også Dansk Supermarked med.
- Det var en virkelig sjov periode, hvor vi var oppe på at levere seks-syv lastvogne om dagen. Udfordringen var at skaffe kartofler nok, så vi måtte også rundt i Jylland for at finde de bedste derovre, men dem kunne vi selvfølgelig ikke sælge som Lammefjordskartofler.
- Vi sorterede hårdt for at leve op til kravene fra butikkerne. Mange af dyrkerne kunne ikke forstå, at det var så stort svind, og på et tidspunkt antog de en kongelig måler og vejer til at kontrollere vores sortering. Det var helt i orden; det havde jeg ingen problemer med.
Tove og Karl Strandhauge fik efter salget af Aspagården opført en stor villa, hvor de nyder deres otium.
Stor eksport af gulerødder
Da der var mest travlt, var der 25-30 mand ansat. Kartofler blev hovedproduktet, men der blev også kørt gulerødder i stor stil til Norge, Sverige og Finland. Strandhauge havde selv syv lastbiler, men måtte til tider også leje andre vognmænd ind for at kunne følge med.
- Vi købte den første lastbil af Einar Kaus, som var salgschef hos Volvo i Asnæs. Vi fik malet den i flotte farver, og så fandt Kaus på, at vi skulle fylde den med 5 ton gulerødder og køre op til Volvos lastbilfabrik i Trollhättan. Da det blev fyraften, stod Kaus og hans kone og Tove oppe på lastbilen og delte gulerodsposer ud til alle medarbejderne. Til at begynde med turde de ikke tage imod dem; de troede ikke på, at vi forærede gulerødderne væk. Det var virkelig godt fundet på og skabte stor opmærksomhed.
Ofte uheld med bilerne
En tur til Norge tog et døgn, og ofte var der norsk tømmer med hjem som returlæs. Tit tog Karl Strandhauge selv turen.
Bilerne nåede aldrig at blive kolde, men uheld og skader kunne ikke undgås. Ikke alle chauffører var lige professionelle; nogle var nok nærmere lykkeriddere. En rev halvtaget af en tankstation i Oslo, fordi bilen var højere, end han troede. En anden tabte hængeren på vej op ad bakken ved færgelejet i Helsingør. Og en tredje væltede kirkemuren i Grevinge.
- Alle de uheld var lidt trættende. Chaufførerne ringede nat og dag. Så den del har jeg bestemt ikke savnet, siden vi solgte Sandlygård.
DLG købte hele forretningen
Tove og Karl Strandhauge ejede Sandlygård fra 1960 til 1992, hvor DLG købte den. Karl Strandhauge sad med i DLG’s udvalg for grøntsager og erfarede, at direktøren gerne ville supplere forretningen med et pakkeri foruden det, de allerede havde i Jylland. Strandhauge blev kaldt ind til et møde på Axelborg med direktøren og formanden. De blev hurtigt blev enige om en handel, hvor Tove og Karl Strandhauge kunne blive boende i det nybyggede stuehus i ti år.
Karl Strandhauge fik som ejer af Aspagården sat stuehuset i stand og opførte flere flotte driftsbygninger. Foto udlånt af Nybolig Landbrug Berg Risager, som forestod salget.
Køber Aspagården
- Hvor skulle vi så bo, når de ti år var gået, tænkte jeg. På samme tid kom Aspagården til salg, og ejeren ville have en hurtig handel, fordi han dagen efter skulle aflevere en større sum penge i et andet projekt, han var involveret i.
- Jeg var varm på Aspagården, men Tove var ikke så vild med ideen, for vi var jo lige flyttet ind i det nye stuehus på Sandlygård. Vi endte med at købe Aspagården, men nåede faktisk ikke at se stuehuset inden. Da vi så havde købt og skulle se huset, ventede der os en frygtelig oplevelse. Der stod spande i soveværelset, fordi det regnede ind, og kældervæggene var grønne af mug. Tove nægtede at flytte og ville blive på Sandlygård i de ti år, vi havde lov til. Men vi havde alligevel tjent nogle penge, så vi kunne sætte stuehuset i stand og få en fin bolig.
På Aspagården fokuserede Karl Strandhauge og hans mandskab på kartofler som hovedafgrøde, der blev leveret til DLG’s kartoffelcentral på Sandlygård. I 2015 – i en alder af 86 år – satte han gården til salg. I perioden fra 1992 fornyede han alle driftsbygninger og kunne afhænde en ejendom i flotteste stand til de nye ejere.
Derefter gik Tove og Karl Strandhauge i gang med at få opført en imponerende pensionistbolig på en matrikel udstykket fra gården, beliggende ved Adelers Allé, hvor parret nu nyder deres otium.
[Interviewet er fra februar 2021; Karl Strandhauge døde i september 2022]
På Lammefjorden, tæt på Adelers Allé, har Tove og Karl Strandhauge fået opført denne villa, efter hans egne tegninger.
Flyvning blev den helt store passion
