Da Lammefjordens Grøntsagslaug søndag den 16. oktober holdt den 26. kåring af Lammefjordens Grand Cru gulerod – og samtidig markerede laugets 25 års jubilæum – var det med en økologisk vinder.
Arnakke Grøntsager A/S (v/ Christian Heslet Jørgensen og Kristoffer Linderoth) vandt gulerodsfinalen med en økologisk udgave af sorten Bolero. Dermed gentog Christian Heslet Jørgensen præstationen fra 2021, hvor han stillede op ene og vandt med samme sort.
Hos kartoflerne fik John Nielsen, Vestergården, Fårevejle, titlen med sorten Belana. John Nielsen er i øvrigt far til Kristoffer Linderoth.
Publikum er med til at bedømme
Kåringen fandt sted på Audebo Pumpestation, hvor omkring 100 fremmødte gæster sammen med tre skrappe lokale kokke agerede dommere.
De tre dommere var Claus Henriksen, restaurant MOTA i Nykøbing Sjælland, Jeppe Foldager, Dragsholm Slot og Poul Bøje Nielsen, Skoemagerkroen.
Der var fuld enighed mellem dommere og publikum, da "Kong Gulerod" blev fundet. Til gengæld var det publikum, der afgjorde vinderen inden for kartoflerne.
Der var tre finalister i både gulerod og kartoffel, og forinden var der foregået en kvalifikation med 13 avlere i hver af de to kategorier blandt Lammefjordens Grøntsagslaugs omkring 40 medlemmer.
Formand: Tænk nyt og tænk udvikling
Konferencier Flemming Nør-Pedersen sammen med gulerodsvinderne Christian Heslet Jørgensen og Kristoffer Linderoth og næste generation på scenen i Audebo.
Den nyvalgte formand for Lammefjordens Grøntsagslaug, Kristoffer Linderoth, fremhæver, at den årlige konkurrence og kåringen af den bedste gulerod og kartoffel selvfølgelig er for at fortælle om Lammefjordens fortræffelige grøntsager, men også det er også med at til at holde landmændene ”skarpe”.
I 1996 søgte landmændene EU-prædikatet BGB (beskyttet Geografisk Betegnelse) til lammefjordsguleroden, og det førte så den årlige Grand Cru-kåring med sig.
- Vi er faktisk de eneste, der har en BGB på både gulerod og kartoffel, siger Kristoffer Linderoth, som kalder det enestående med den mærkning.
Han er selv af de unge landmænd på Lammefjorden, og netop dem havde han et godt råd til.
- Den nye unge generation skal ikke kun høste frugterne, eller rodfrugterne kan man vel sige, de skal tænkte nyt og tænke på udvikling. Og det er den årlige kåring blandt andet med til. Den er med til at holde os skarpe.
Hele Odsherred er med
Hovedaktørerne fra finalen: De tre dommere Poul Bøje Nielsen, Jeppe Foldager og Claus Henriksen; kartoffelvinder John Nielsen; konferencier Flemming Nør-Pedersen; gulerodsvinderne Christian Heslet Jørgensen og Kristoffer Linderoth; bagest til højre Anders Biltoft Kristensen og Jens Møller Olsen, som også var med i finalerne.
Kåringen er i løbet af efterårsferie blevet fulgt op af en mad- og høstfestival i Odsherred, hvor blandt andre en række restauranter har de lokale fødevarer på menuen.
I Anneberg Kulturpark ved Nykøbing Sjælland var der gjort plads til et madmarked med lokale fødevarer og drikkevarer, hvor det ikke bare handlede om kartofler og gulerødder, men også om vin, tang, æblemost, øl, kød og pølser fra de efterhånden mange spændende virksomheder i Odsherred.
Det er sket i tæt samarbejde med UNESCO Global Geopark Odsherred, hvor der udover madoplevelser også har været mulighed for Lammefjordssafari på cykel, gårdbesøg, tangsafari og tusmørke-besøg på Solvognens Fundsted.
Samarbejde er en kæmpe styrke
Den netop afgåede formand for Lammefjordens Grøntsagslaug, Hans Møller Olsen, fremhævede, at det 25-årige laug har bevist sit værd:
- Producenter og laug repræsenterer en egn, og det er en kæmpestyrke, når vi skal fortælle Axelborg (Landbrug & Fødevarer) hvad vi kan, og hvad vi står for.
Det er direktør for Landbrug & Fødevarer, Flemming Nør-Pedersen, som var konferencier ved Grand Cru-kåringen, enig i:
- Det er en imponerende opbakning der er, og der er et stort engagement blandt landmændene. De er faktisk med til at gøre hinanden til vindere, fordi de ser hinanden som kolleger og ikke konkurrenter. Det er jo egentlig et smuk bevis på andelsbevægelsen.
Kartoffelvinder John Nielsen fra Vestergården og Lammefjordens Spisekammer i Fårevejle. Han er tidligere formand for Lammefjordens Grøntsagslaug - og far til den nye formand (og gulerodsvinder) Kristoffer Linderoth.
Kok: Kød er garnituren til grøntsagerne
Og lad de tre superkokke, der sad i dommerpanelet, få de sidste ord om gulerødder, kartofler og Odsherred.
Poul Bøje Nielsen: - Jeg var køkkenchef på Dragsholm i 1997, da Lammefjordens Grøntsagslaug blev stiftet, mine oldeforældre kom fra Lammefjorden. Jeg synes landmændene gør et fantastisk arbejde.
Claus Henriksen: - Jeg er forelsket i vind og vejr på Lammefjorden. Kartoflen betyder ekstremt meget for mig og min forretning. Den kultur vil jeg gerne føre videre. Kartoflen er top-gourmet!
Jeppe Foldager: - Flere grøntsager, det er vejen frem. Kødet er garnituren til grøntsagerne!
Dommerne i aktion: Jeppe Foldager, Claus Henriksen og Poul Bøje Nielsen - alle med en tilknytning til Dragsholm Slot og Lammefjorden.
Flere fotos fra finalen (fotograf Peter Jarvad)