<h1>Søren Wiuff hædres med ny pris</h1>
Pressemeddelelse fra Brancheforeningen for Lokale Fødevarer i Danmark

Søren Wiuff hædres med ny pris

Foreningen Lokale Fødevarer i Danmark indstifter pris, der skal hædre producenterne af råvarer til dansk gastronomi. Søren Wiuff fra Lammefjorden lægger navn til prisen og udnævnes til æresmedlem.

Bag ethvert godt måltid står ikke alene en dygtig kok, men også dedikerede råvareproducenter. Danmark får nu en ny hæderspris. Prisen giver restauratører og kokke mulighed for at fejre de producenter, der er en vigtig del af dansk gastronomis succes. Entusiaster, som hver dag gør en ekstraordinær indsats for at fremme lokale råvarer.

Initiativet er skabt af Brancheforeningen for Lokale Fødevarer i Danmark i samarbejde med HORESTA. Prisen lanceres den 14. januar 2025 ved en ceremoni på Svogerslev Kro, hvor Søren Wiuff samtidig udnævnes til æresmedlem af Brancheforeningen. Prisen opkaldes efter ham: ”Årets Wiuff”. Fødevareminister Jacob Jensen (V) vil overrække æresmedlemskabet.

En hyldest til råvarerne

Jesper Zeihlund, direktør i Local Food Mind og bestyrelsesformand i Lokale Fødevarer i Danmark, forklarer baggrunden for initiativet:

- Vi har mange priser, der hylder gastronomiske pionerer, men det hele starter i marken. Denne pris skal fremhæve de ildsjæle, der gør en forskel som producenter af lokale fødevarer. Det er vigtigt at inspirere andre gennem konkrete eksempler, især nu hvor udfordringerne for vores fødevareproduktion kræver nye løsninger med fokus på bæredygtighed og lokale råvarer.


Jesper Zeihlund, formand for Lokale Fødevarer i Danmark.

Fremover vil Årets Wiuff-pris blive uddelt årligt ved en ceremoni, hvor vinderen hyldes for sin indsats. Prisen har til formål at fremme udviklingen af den danske fødevarekultur og styrke fokus på lokale råvarer. Alle køkkenchefer kan årligt indstille en producent til at modtage prisen.

En komite bestående af repræsentanter fra HORESTA, Brancheforeningen for Lokale Fødevarer i Danmark, sponsorer og Søren Wiuff udvælger efter nomineringsfristen årets prismodtager.

Pioneren, der lægger navn til prisen

Søren Wiuff har i fire årtier sat sit markante præg på dansk gastronomi og råvarekultur. Hans passion og kompromisløse fokus på kvalitet og smag har inspireret kokke, producenter og forbrugere til at tænke nyt.

- Hans evne til at formidle de lokale råvarers betydning har haft en enorm indflydelse på vores branche, siger Jesper Zeihlund.

- Søren Wiuff har åbnet vores øjne for de fantastiske råvarer, der findes i Danmark. Hans kæmpeindsats for dansk gastronomi er i den grad værd at hylde, siger Søren Gericke, som selv er en af dansk gastronomis store ikoner.

- Han skabte et sanseparadis, et nyt univers, hvor man blev helt høj af de smage og dufte, der kom fra hans råvarer. Alt var nyopgravet og nyhøstet med ham. Altid. Det var magisk.

Wiuff er et kvalitetsstempel

Claus Henriksen, Michelin-kok på Restaurant MOTA, siger: - Grøntsager fra Søren Wiuff er et kvalitetsstempel i sig selv. Han er en pioner, der har skubbet grænser og inspireret os alle. Søren er det, som en fiskehandler og en slagter var i gamle dage – en vidensbank at gå til. Ud over at være et fantastisk menneske, som man kan have det skideskægt sammen med, skubber han konstant grænserne for, hvad vi spiser.

Thomas Rønsch Toftdal, faglærer på Hotel- og Restaurantskolen i Valby, supplerer: - Søren Wiuffs passion for råvarerne smitter af på alle, han møder. Han har været en stor inspiration for mig og mange andre kokke. Søren har en unik gastronomisk viden og en kompromisløshed, der sikrer, at det bedste altid når ud til os. Han har revolutioneret vores tilgang til råvarer og givet os en ny forståelse af deres betydning.

Prisen præsenteres den 14. januar 

Den officielle lancering af prisen finder sted den 14. januar på Svogerslev Kro. Fødevareminister Jacob Jensen (V) og Jesper Zeihlund vil sammen med gastronomiske partnere fra HORESTA afsløre prisens detaljer og ære navngiveren, Søren Wiuff.


Søren Wiuff, bonde på Gislinge Lammefjord, lægger navn til ny hæderspris.