150 året for inddæmningen af Lammefjorden blev på flotteste vis markeret lørdag den 3. juni 2023.
Løbeklubben LMK Asnæs og Lammefjordens Historiske Forening var gået sammen om en løbe-event, hvor cirka 500 løbere blev sendt ud på ruter af forskellige længder.
Hovedløbet var maratonen, der strakte sig hele vejen rundt om den inddæmmede fjord - ca. 42 km svarende til et maraton. Det gennemførte 37 løbere, kun en måtte udgå.
I det flottest tænkelige vejr blev de mange løbere sendt afsted af borgmester Karina Vincentz, Odsherred Kommune, og skuespiller Nicolaj Kopernikus, der selv er opvokset på kanten af Lammefjorden, i Skippinge.
Borgmester: Gør det igen
Karina Vincentz roste arrangørerne for det flotte initiativ og håbede, at løbet kan blive en tilbagevendende begivenhed, som er med til at markere, hvor stor betydning inddæmningen har haft for udviklingen af hele Odsherred.
Nikolaj Kopernikus fortalte, inden han trykkede på starthornet, at han selv har gennemført tre maraton - ingen af dem på under fire timer...
Han sendte løberne afsted med en påmindelse om, at "vi løber sammen - hjælp hinanden".
Herunder er nogle indtryk fra dagen.
En af løberne på vej i mål på maratondistancen, hvor den sidste del af de 42 km gik hen over Audebodæmningen.
Hurtigst på maratonen var Jonas Montilla Due Windfelt, som løb de 42 km i tiden 3:19:44.
Nikolaj Kopernikus (iført bl.a. sin orange løbebluse fra New York Marathon 2007) og Karina Vincentz sendte løberne afsted fra startpunktet ved Audebo Pumpestation.
Et stort hold elever fra Gørlev Idrætsefterskole satte et festligt præg på dagen, både før, under og efter løbet.
Kristoffer Linderoth, formand for Lammefjordens Grøntsagslaug, luftede den fine løbebluse på 10 km distancen.
På målstregen møder tre friske kvinder, som gik en halvmaraton, en løber (i hvid bluse) fra maratondistancen.
Alle løberne fik en velfortjent, flot medalje som minde om dagen.