<h1>Historien om Lammefjorden Grand Cru</h1>
Af Ulrik Larsen

Historien om Lammefjorden Grand Cru

Da gulerødderne fra Lammefjorden i 1996 opnåede EU's anerkendelse som Beskyttet Geografisk Betegnelse, sammenlignede kokken Claus Meyer det med de franske vines Grand Cru klassifikation. Og året efter blev den første Grand Cru Lammefjordsgulerod kåret.

Bag kåringen står Lammefjordens Grøntsagslaug. Siden 2016 har konkurrencen også omfatter lammefjordskartofler, som på det tidspunkt ligeledes havde opnået BGB-certifikatet fra EU.

BGB er en garanti for, at det pågældende produkt har en unik sammenhæng med det sted, hvor det produceres (parmaskinke og Feta-ost er andre BGB-godkendte produkter).

Lammefjorden er tidligere fjordbund. For gulerøddernes vedkommende er det med til at give dem en lidt sødligere smag, ligesom den milde jord, dannet af bl.a. sand og dyndlag, giver gulerødderne mulighed for at vokse sig lange og lige. På samme måde er lammefjordskartofler præget af jordbunden, der er meget skånsom over for kartoflens overflade, så skindet er lyst og glat. 

- Vi kan ikke konkurrere med jyderne, når det gælder udbytte, men vi kan lave nogle flotte produkter, der smager rigtig godt, siger de på Lammefjorden.

Seks dyrkere opnåede det første certifikat
Da seks dyrkere på Lammefjorden 17. december 1996 modtog BGB-certifikatet, var kokken Claus Meyer til stede. Ved den lejlighed foreslog han dyrkerne at bruge EU-anerkendelsen som anledning til at kåre Lammefjordens Grand Cru gulerod, ligesom de anerkendte vindistrikter i Frankrig har deres Grand Cru vine.

Claus Meyer BGB-gulerødder
Claus Meyer var også med, da frøene til de første BGB-gulerødder fra Lammefjorden blev sået i foråret 1997.

De seks dyrkere overdrog senere BGB-certifikatet til Lammefjordens Grøntsagslaug. I dag kan alle gulerods- og kartoffelavlere inden for det geografiske område, som er omfattet af godkendelsen, dyrke BGB-produkter, hvis de overholder de specificerede krav.

Sagkyndige dommere
Lammefjordens Grøntsagslaug samler hvert år et kyndigt dommerpanel til at vurdere de produkter, der har kvalificeret sig til finalen.

Det første dommerpanel i 1997 bestod foruden Claus Meyer af Stine Møller, direktør for Dansk Sensorik Center, Lars Sonne-Hansen, Danske Madpublicister, Kim Gravenhorst, Gastronomisk Akademi, og Kim Enemark, planteavlskonsulent på Lammefjorden.

Første vinder blev Arne Andersen fra Fjordgården ved Hørve.
Lammefjorden Grand Cru

Publikum er med til at bestemme
Grand Cru-kåringen samler hvert år et stort publikum. I de seneste år har publikum også haft indflydelse på kåringen, hvor det faglige dommerpanels stemmer og publikums hver har vægtet 50 procent. Herunder er det dommerpanelet fra 2019: 
Grøntsagsavler Søren Wiuff, køkkenchef Claus Henriksen og madskibent Maria Meldgaard.

Lammefjorden Grand Cru 2019

Grand Cru uge i Odsherred
Geopark Odsherred er blevet medarrangør og sørger sammen med grøntsagslauget for, at kåringen bliver fulgt op med aktiviteter i hele Odsherred i den følgende uge 42 (efterårsferien), ligesom de to vindende gulerødder og kartofler kommer ud i butikker i hele landet. 

Lammefjorden Grand Cru
Publikum er med til at bestemme, hvilken gulerod og kartoffel, der bliver årets Lammefjorden Grand Cru-vinder.