Jørgen Christensen husker tydeligt dagen den 15. februar 1944, selv om han kun var fem år dengang. Han og storesøsteren Inge var hjemme på Vestgaarden på Sidinge Fjord sammen med mandskabet, mens deres forældre var taget på teatertur til København.
- Klokken 11 om formiddagen svinger der en bus ind på gårdspladsen, og tyske soldater vælter ud. De vil have fat i far, men vores forældre skulle overnatte i København, så det var ikke muligt, fortæller Jørgen Christensen.
Jørgen Christensen med avisudklip og kort, der er vidnesbyrd om tiden under besættelsen.
Hans far, Ludvig Christensen, berettede i en artikel i Holbæk Amts Venstreblad i 1995 - i anledning af 50 året for befrielsen - hvordan tyskerne den følgende dag ringede ham op på det hotel i København, hvor han og hustruen havde overnattet, og bad ham straks stille på værnemagtens hovedkontor i Nørregade.
Jørgen Christensen husker, at man hjemme på gården havde travlt med at male korn, og at vejret var fint.
- Det var en voldsom oplevelse, at gården pludselig var oversvømmet af tyske soldater. Jeg vidste godt, at de var i området i forvejen, men det var meget dramatisk for en lille dreng at se dem komme ind på gården på den måde.
Gårdspladsen på Vestgaarden, som den tager sig ud i dag - mindre dramatisk end den februardag i 1944...
Knap 150 hektar blev beslaglagt
Ludvig Christensen fik på mødet med værnemagten at vide, at gården og de tilhørende knap 150 ha var beslaglagt. Efterfølgende viste det sig, at tyskerne ville bruge de flade marker på Sidinge Fjord til at anlægge en start- og landingsbane for krigsfly. Tilsyneladende var placeringen på Vestgaarden valgt ud fra, at jorden grænsede op til Grevinge Skov, og at flyene kunne skjules inde i skoven.
- Min far fik besked på, at han ikke måtte pløje jorden, men i stedet skulle så græs på flere marker, i alt vel omkring 110 ha. Kort tid efter, på Skærtorsdag i 1944, stillede en arbejdsstyrke på 80 mand, som tyskerne satte i gang med at rydde træer og buske foruden at jævne plovfurer ud, fortæller Jørgen Christensen, som kan huske, at tyskerne tromlede markerne med en vejtromle fra Vig Kommune.
Rørlægning af afvandingskanal
Ned gennem den inddæmmede Sidinge Fjord løber en smal afvandingskanal. I den fjerne ende af billedet fik tyskerne rørlagt den, så kanalen ikke var i vejen for landingsbanen på Vestgaardens jord.
Ned gennem hele markarealet løb en mindre afvandingskanal. Den fik tyskerne rørlagt på det område, hvor landingsbanen skulle ligge. De etablerede brønde med ekstra tykke dæksler, så de kunne holde til, at der kørte fly over.
- Tyskerne kom jævnligt og kontrollerede, hvordan arbejdet skred frem. Når de kom på kontrol, var der en overordnet officer med. Den ene gang kom han ned i svinestalden, hvor jeg gik med min far. Da han kom ind, begyndte han at græde. Det viste sig, at han havde en gård derhjemme, som han savnede.
Brobyggeri blev ikke fuldført
Inde i skoven anlagde tyskerne standpladser til 10-12 fly og begyndte også at anlægge en ny vej langs skovens nordlige udkant og en bro hen over kanalen, der løber langs skovkanten, beretter Jørgen Christensen.
Standpladserne blev færdiggjort, men vejen nåede kun at blive færdig på en strækning af 400 meter ud fra skoven. Broen blev aldrig fuldført, men på begge sider af kanalen står fundamenterne endnu som et tydeligt minde om projektet.
Solide fundamenter på begge sider af afvandingskanalen i skovkanten er stadig tydelige at se. Det er også muligt at se, hvordan der er ryddet træer, så fly med op til 13 meter vingefang kunne køre ind og skjules i skoven.
Efter krigen fik Ludvig Christensen fjernet stenene, der var lagt til den nye vej. Der var faktisk udført et udmærket arbejde med store sten i bunden og så finere og finere sten i de øvre lag.
Vejen fra Bognæs ned mod fjorden nåede også at blive renoveret og forstærket. Jørgen Christensen erindrer, at mange mand og hestevogne var sat på den opgave. Der var også to mandskabsbunkers ved Bognæs og et par ammunitionsdepoter ved gården.
Flyveplads vist kun brugt én gang
Om landingsbanen nogensinde blev brugt, fortaber sig i det uvisse. Nogle mener at vide, at der landede et enkelt tysk fly af typen Fischler Storch. Jørgen Christensen husker det ikke.
- Jeg har også mange gange undret mig over, hvorfor man dog ville lægge en flyveplads inde på et inddæmmet område. Det ville jo bare være et spørgsmål om at sprænge hul i dæmningen, så var den flyveplads væk igen. Men tyskerne fortalte min far, at det havde de taget højde for.
I øvrigt var englænderne udmærket klar over, at der var anlagt en diskret flyveplads på Sidinge Fjord. Fra danske modstandsfolk havde de fået kort med pladsen indtegnet.
Jørgen Christensen med kort der viser, hvordan flyvepladsen skulle anlægges på Vestgaardens flade marker på Sidinge Fjord, op til Grevinge Skov.
Tegningen her er i sin tid fremskaffet fra arkivet hos det britiske efterretningsvæsen.
Lokalt kvarter på Vig Skole
Tyskerne havde indrettet lokalt kvarter på skolen i Vig. Jørgen Christensen kan huske, at de jævnligt kom for at hente kartofler på Vestgaarden med en lille vogn med to heste for.
- Der var altid to mand med, en til at styre hestene og en som sad den modsatte vej og holdt vagt med et gevær. Det så voldsomt ud. En gang var jeg med min far oppe på skolen for at hente penge for kartoflerne, og jeg husker tydeligt, at to-tre tyskere var oppe at skændes, og at den ene truede de andre med en pistol. Den oplevelse har bidt sig fast.
Ved 50 året for befrielsen fortalte Ludvig Christensen Holbæk Amts Venstreblad om de dramatiske begivenheder på Vestgaarden på Sidinge Fjord.
Anspændt tid blev forløst med befrielsen
Tyskernes tilstedeværelse varede helt frem til befrielsen maj 1945.
Jørgen Christensen husker, at vejret var dejligt den 5. maj.
- Og så fornemmede jeg klart, at den anspændthed, der ellers havde været de foregående måneder, pludselig var væk. Det samme gjaldt den monotone lyd af bombefly hen over området. Den kan jeg tydeligt genkalde mig, hvis jeg ser en krigsfilm.
Da besættelsesmagten var væk, gik det hurtigt med at genopdyrke den beslaglagte jord med korn, roer og kartofler. I 1960'erne kom der også gulerødder og tulipaner i sædskiftet.
Jørgen Christensen overtog gården efter forældrene i 1972 og drev den frem til 2002, hvor han solgte den til Bo Nielsen, som fortsat driver ejendommen, der er en af tre større gårde på Sidinge Fjord.
Ludvig Christensen døde i 2007. Jørgens søster, Inge Olsen, bor i Asnæs. Lene og Jørgen Christensen bor på Stenbækgaard ved Egebjerg, som de købte, da de flyttede fra Vestgaarden.
Sidinge Fjord og Grevinge Skov.