15. juli 2021

Drinks med smagen af Lammefjorden

Lammefjorden Nordic Soil

 

Lammefjorden er kendt for især sine fine kartofler og velsmagende gulerødder. Men vidste du, at du også kan en mixe en drink med smagen af kvalitet fra Lammefjorden? 

Nordic Soil er den lokale vodka fra Lammefjordens Destilleri, produceret på kartofler. Og Elg Gin No. 4 er en af de fine gin fra Stone Grange Destilleri i Nordsjælland. Både vodkaen og ginen hører til i den bedste ende af skalaen.

Vodka fra Lammefjorden
Hemmeligheden bag Nordic Soil er jorden, altså den tidligere fjordbund på Lammefjorden, hvor kartoflerne har de bedste betingelser for at vokse under skånsomme forhold i den milde, lette jord.

Lammefjordens Destilleri foreslår denne opskrift til en Nordic Soil hindbær cocktail til to personer:

4 cl Nordic Soil vodka
3 dl koncentreret hindbærsaft (fx Den Gamle Fabrik Hindbærdrik)
Saften fra 1/4 lime
Danskvand
Is

Lav drinksblandingen af vodka, hindbærsaft og lime i en shaker eller i en lille kande. Ryst eller rør let.
Fyld isterninger i glassene og hæld drinksblandingen cirka 2/3 op. Fyld op med danskvand.
Rør forsigtigt, så danskvand og drinksblandingen mixes.
Pynt eventuelt med en limeskive og friske hindbær.
Nydes med det samme!

Gin på lammefjordsgulerødder
Elg Gin No. 4 er baseret på enebær, koriander og gulerod, men tillige er der anvendt et ekstrakt af violette gulerødder fra Lammefjorden, oplyser Stone Grange Destilleri.

I juli ankommer de friskoptagne gulerødder til destilleriet og lægges straks i blød i 50% stærk sprit. Ganske langsomt bliver spritten mere og mere violet. Samtidig falder alkoholprocenten, da spritten også trækker vand ud af gulerødderne. Efter en uge sigtes gulerødderne fra, og det violette udtræk filtreres. Resultatet er et udtræk på 38% alkohol, der indeholder en bred vifte af smag og aromastoffer. 

Stone Grange Destilleri foreslår denne servering:

Elg. No. 4 er en gin der kan nydes med is og tonic og lidt appelsin, men passer også fortrinligt sammen med vermouth som en Dry Martini. Når der tilsættes Tonic eller Martini til Elg Gin No. 4, ses et svagt farveskift til pink.

Også øl og EPO fra Lammefjorden
Normalt producerer Herslev Bryghus en sæsonøl med asparges fra Søren Wiuff på Lammefjorden. I år måtte produktionen dog droppes pga. corona, men bryghuset er klar igen i 2021 med den populære aspargesøl.
Skal det være uden alkohol, er Lammefjorden også leveringsdygtig. Sidinge Gårdbutik i Odsherred fremstiller sin egen Lammefjordens EPO. Her står EPO for Egen Produktion Odsherred, men tag ikke fejl - der er god energi i et morgenshot af denne drik, lavet på rødbeder fra Lammefjorden, æbler fra Sidinge Frugtplantage plus citron og ingefær.