<h1>Stor geografisk spredning i finalefeltet</h1>

Stor geografisk spredning i finalefeltet

Grand Cru finalen 2023: Alle de fire områder i Odsherred, der indgår i EU's BGB-godkendelse af lammefjordsgulerødder og -kartofler, er repræsenteret i 2023-finalen.

Forud for søndagens Grand Cru-finale kan der være behov for en kort lektion i historie og geografi. For når det hedder Lammefjordens Grand Cru, hvordan kan der så være finalister med fra Klintsø i det  nordligste Odsherred og fra Sidinge Fjord nær Egebjerg-halvøen.

Først historie: Lammefjordens Grøntsagslaug har siden 1997 kåret den bedste Lammefjordsgulerod. Det hang sammen med, at EU på det tidspunkt gav den første BGB (Beskyttet Geografisk Betegnelse) til et produkt fra Danmark, nemlig lammefjordsgulerod.

TV-kokken Claus Meyer var  den store motivator for, at seks gulerodsavlere fra Lammefjorden gik sammen om at søge BGB. Da den kom i hus, erklærede Meyer, at BGB'en var at sammenligne med en Grand Cru til vine. Derfor var det oplagt også at kåre årets Grand Cru gulerod. Og siden 2016, hvor lammefjordskartofler også opnåede BGB-prædikatet, er der ligeledes kåret en Grand Cru kartoffel.

At de to produkter kunne opnå BGB skyldtes, at stedet, hvor de dyrkes, er med til at give produktet en særlig smag eller udseende. Lammefjordens sandede jord ovenpå et flere meter tykt dyndlag og masser af næringsstoffer giver gulerødderne en sødlig smag, mens kartoflerne har et meget glat og lys overflade, fordi jorden er så mild på Lammefjorden. Det samme gælder Svinninge Vejle, den inddæmmede Sidinge Fjord og den udtørrede Klintsø. Disse tre områder er derfor også omfattet af Lammefjordens BGB.

Så til geografi: Både Svinninge Vejle, Lammefjorden, Sidinge Fjord og Klintsø er repræsenteret i finalen i år (se kortet).

Hvis vi starter fra syd, er det første sted Svinninge Vejle, hvor Arnakke Grøntsager (Christian Heslet Jørgensen og Kristoffer Linderoth) dyrker økologiske Bolero gulerødder. 

Lidt længere nordpå - inde på Lammefjorden - er der tre pile på stribe. Først støder vi på Georgina kartofler fra Slotsgården v/ Anders Biltoft Kristensen. Så kommer Gala kartofler fra Brogård Fårevejle v/ Tom Christensen, og den tredje pil på striben peger ned mod den mark, hvor Arnakke Grøntsager dyrker konventionelle Bolero gulerødder. 

Så drager vi østpå, til Sidinge Fjord, hvor Emil Busch-Petersen, Stubberupholm, dyrker Georgina kartofler.

Helt mod nord, på Klintsø, møder vi Jens Møller Olsen fra Almegård, som dyrker Bolero gulerødder på den gamle søbund.

Kom og stem med

Hvor meget stedet betyder, bliver det især muligt at vurdere i gulerodsfinalen, hvor alle tre finalister er af samme sort - Bolero, men dyrket tre vidt forskellige steder.

Hos kartoflerne er samme sort - Georgina - repræsenteret to gange, men igen dyrket to steder langt fra hinanden. 

Du kan komme og være med til at bedømme finalisterne på søndag i det store telt på besøgsmarken ved rundkørslen i Fårevejle Stationsby.

Der er gratis adgang og plads til cirka 400 gæster i teltet. Publikum skal som sædvanligt stemme med om, hvilken kartoffel og gulerod der er årets Grand Cru. Det gør de sammen med et dommerpanel bestående af tre kokke fra lokalområdet. Det er Benny Haagensen Knudsen fra Café Solvogn i Højby, Frederik Glisbo fra BistroF i Vig Bio og naturkok Sander Blohm.

I løbet af eftermiddagen bliver der smagsprøver, maskinudstilling rundvisning i besøgsmarken med mulighed for at købe og fylde en høstsæk, og det hele slutter om aftenen med middag for grøntsagslaugets medlemmer, sponsorer og andre indbudte.