Grøntsagshadere blev forkælet

Torsdag aften blev en gruppe "grøntsagshadere" trakteret med det bedste fra Lammefjorden.

Det skete som led i en konkurrence på Facebook, hvor brugerne blev opfordret til at invitere en grøntsagshader med til en middag baseret på friske råvarer fra Lammefjorden. Det hele var arrangeret af Lammefjordens Grøntsagslaug sammen med Geopark Odsherreds besøgsmark, Dansk Gartneri og Frugtformidlingen.

Blandt de mange besvarelser blev ti par trukket ud og inviteret til middag på EUC, det gamle rådhus i Fårevejle, hvor Frugtformidlingen v/ Trine Krebs introducerede gæsterne til de mange lækkerier, som blev serveret af medlemmer fra grøntsagslauget. 

Grand Cru'er på tallerkenen
Det hele var et led i Grand Cru ugen, og selvfølgelig var årets to Grand Cru'er, Bolero-guleroden fra Jens Møller Olsen og Alexandra-kartoflen fra Anders Biltoft Kristensen også på menuen. Det hele var særdeles velsmagende, og der blev slet ikke brug for de "spyttespande", som var stillet op i lokalet; alt gled ned med stort velbehag!

Menuen var en blanding af de mange specialiteter, som Lammefjorden byder på, tilberedt ved at blive kogt, bagt, stegt eller moset, og næsten uden tilsatte ingredienser. Gode og friske råvarer skal have lov at tale for sig selv, lød det fra chefkokken. 

undefinedKristian Juel Jensen var en af aftenens høflige værter fra grøntsagslauget.

undefinedTrine Krebs fra Frugtformidlingen forklarer deltagerne, hvad de har indladt sig på.

undefinedMaiken Konge og det øvrige personale gør klar til at servere gulerodssuppe.

undefinedOgså de mere skeptiske deltagere var imponeret over, hvor godt en menu udelukkende med rodfrugter, kål og kartofler kan smage.

(Udgivet 18. oktober 2019)