Odsherred Stafetten skal være den største motionsevent i Odsherred

Pressemeddelelse fra Odsherred Kommune 12. august 2015

undefined

Geolog Jakob Walløe fra Geopark Odsherred, Anders Kristensen fra Lammefjordens Grøntsagslaug, Lars Olesen fra Asnæs Support Sport MLK, filialdirektør John Fredslund, Danske Bank Nykøbing, trivsels- og arbejdsmiljøkonsulent Birte Friis Skytte, Odsherred Kommune, og Henrik Kjær fra FK Odsherred Løberne samlet på Kongeengen i Nykøbing, hvor den store motionsevent finder sted tirsdag den 8. september.

 

Målet er at gøre Odsherred Stafetten til ikke bare en fast, årlig begivenhed, men også til den største motionsevent i Odsherred Kommune. Tirsdag den 8. september 2015 er der lagt op til et anderledes motionsløb, hvor det ikke handler om at komme først, men om at være med. Og er man ikke motionsløber, kan man i stedet gennemføre ruten, som er på 2 km, i hurtig gang.

Lammefjordens Grøntsagslaug og Danske Bank i Odsherred er blandt sponsorerne. Foruden et kontant tilskud leverer Lammefjorden gulerødder og æbler, mens banken sponserer T-shirts.

- Vi vil gerne bakke op og støtte dette motionsevent, fordi motion er godt for alle, og vi håber, mange vil benytte lejligheden og melde sig til, så vi får en festlig dag, siger filialdirektør John Fredslund fra Danske Bank Nykøbing. Banken stiller selv med flere hold og opfordrer andre til at melde sig og deltage.

Sundt grønt til sund event

Lammefjordens Grøntsagslaug finder det også oplagt at støtte det gode initiativ.

- Vi har haft en idé om et motionsløb omkring Fårevejle, men nu er Odsherred Stafetten kommet os i forkøbet, så vi bakker op om eventen, fordi det er til gavn for folkesundheden og harmonerer godt med de sunde grøntsager, vi dyrker, siger  Anders Kristensen, Slotsgården, fra laugets bestyrelse.

600 fri- og efterskoleelever

Motionseventen blev startet sidste år af Odsherred Kommune i samarbejde med løbeklubberne Asnæs Support Sort LMK og FK Odsherred Løberne for ansatte i kommunen og medlemmer af løbeklubberne. I år er løbet så åbent for alle, og alle fri- og efterskoler i kommunen er inviteret til at deltage i løbet om formiddagen fra klokken 11, hvor 500-600 elever fra 6. klasserne og opefter ventes at deltage.

- Vi håber, firmaer, foreninger og ansatte vil gå sammen om at melde sig til og se løbet som både en motionsbegivenhed og mulighed for sjovt samvær, siger Odsherred Kommunes trivsels- os arbejdsmiljøkonsulent Birte Friis Skytte.

Geopark Odsherred ved geolog Jakob Walløe er også med på sidelinjen med formidling og information om blandt andet det område, løbet afvikles i. Det er Grønnehave Skov, som rummer en såkaldt Littorina-kystskrænt fra stenalderen, og som er et af de 42 særlige geologiske lokaliteter i Geopark Odsherred. Også holdet bag Geokids Odsherred har meldt sig til at deltage i motionseventet.

Rute på 2 km

Odsherred Stafetten for virksomheder, ansatte i kommunen og motionsklubbernes medlemmer finder sted kl. 17.30 på en 2 km lang rute med udgangspunkt fra fodboldbanerne ved Lethallen på Kongeengen i Nykøbing og rundt i Grønnehave Skov. Løbehold skal gennemføre otte omgange og gå-hurtigt-hold fire omgange, og hver deltager på holdet skal gennemføre ruten mindst en gang.

Hvert hold modtager T-shirt, madbilletter, vand, gulerødder og æbler samt gaver fra sponsorerne. Efter løbet er der fællesspisning i Lethallen med mad fra Odsherreds Madservice.

Tilmelding

Virksomheder kan selv tilmelde hold på hjemmesiden odsherredstafetten.dk. Det koster 950 kroner pr. hold på fire personer. På hjemmesiden kan man læse mere om afvikling af løbet, ruten, løbsregler med videre.

Pladsen åbner kl. 16.30, hvor man kan hente hold nummer i infoteltet. Kl. 17.15 holder borgmester Thomas Adelskov velkomsttalen, kl. 17.25 er der opvarmning, hvorefter starter går kl. 17.30.

Efter løbet er der fællesspisning af en aftenbuffet fra Odsherred Madservice i Lethallen og et opstillet telt på Kongeengen.

Støtter brysterne

Odsherred Stafetten støtter Kræftens Bekæmpelses kampagne "Støt Brysterne" med 10 kr. pr. hold og 5 kr. pr. skolehold.

Årets Grand Cru gulerod og kartoffel

Siden 1997 er årets bedste gulerod blevet kåret som Årets Grand Cru Gulerod. Og i 2016 kom kartoflerne også med. Hvert år i oktober finder uafhængige dommere og publikum frem årets bedste gulerod og kartoffel fra Lammefjorden.

 

Grøntsager fra Lammefjorden - smager bare bedre