Grand Cru finalisterne fundet

Bedste gulerod og bedste kartoffel fra Lammefjorden kåres den 16. oktober som optakt til Grand Cru uge i Odsherred.

Finalisterne til Årets Grand Cru gulerod og kartoffel fra Lammefjorden er nu fundet. I år foregår finalen mandag den 16. oktober på Ditlev Burke i Asnæs. Det er mandag i efterårsferien, og kåringen er samtidig optakt til en Grand Cru uge med aktiviteter i hele Odsherred.

 

- Sidste år havde vi et rigtig godt samarbejde med Nordisk Center for Lokale Fødevarer, som var vært for vores finale. Siden har samarbejdet udviklet sig yderligere, så Geopark Odsherred nu har engageret sig og lægger betydelige kræfter i at løfte vores arrangement ud over hele Odsherred, fortalte formanden for Lammefjordens Grøntsagslaug, Hans Møller Olsen, på laugets generalforsamling i denne uge.

 

Grand Cru hele ugen i Odsherred

Når de to bedste gulerods- og kartoffelsorter er fundet, vil de – sammen med andre lokale råvarer – blive markedsført på særlige stande i en række dagligvarebutikker. De vil også indgå i Grand Cru-menuer på flere af Odsherreds restauranter. Desuden har Geopark Odsherred planlagt en række events i ugens løb med lokale fødevarer som omdrejningspunkt.

 

- Det tegner meget spændende, sagde Hans Møller Olsen. Vores produkter bliver langt mere synlige i butikkerne, og det skal vi forstå at udnytte. Når vi er ude i landet og deltager på Roskilde Dyrskue og Food Festival i Aarhus, er der altid stor interesse for vores råvarer. Mange forbrugere fortæller os, at når de skal have kvalitet, så går de efter grøntsagerne fra Lammefjorden.  

 

Fire mand til seks finalepladser

I finalen skal et dommerpanel af tre lokale kokke vælge mellem henholdsvis tre gulerødder og tre kartofler. Finalisterne blev fundet ved en prækvalifikation før grøntsagslaugets generalforsamling.

 

I finalen om Året Grand Cru gulerod dyster tre forskellige sorter fra Kristian Juel Jensen, Hørve, Jens Møller Olsen, Almegård, og Anders Biltoft Kristensen, Hørve. I finalen om Årets Grand Cru kartoffel er Anders Biltoft Kristensen repræsenteret med to sorter. Her er den tredje finalist Storøhage Kartofler v/ Peter Anker Nielsen.

 

Grand Cru gulerod er kåret siden 1996, hvor lammefjordsguleroden opnåede EU’s kvalitetsstempel BGB (Beskyttet Geografisk Betegnelse). Nu, da lammefjordskartoflen har opnået samme betegnelse, har Lammefjordens Grøntsagslaug fundet det naturligt også at kåre en Grand Cru kartoffel. Det skete første gang i 2016, hvor Kristian Juel Jensen vandt.

 

undefined

Finalisterne Kristian Juel Jensen, Jens Møller Olsen, Anders Biltoft Kristensen og Peter Anker Nielsen.

Årets Grand Cru gulerod og kartoffel

Siden 1997 er årets bedste gulerod blevet kåret som Årets Grand Cru Gulerod. Og i 2016 kom kartoflerne også med. Hvert år i oktober finder uafhængige dommere og publikum frem årets bedste gulerod og kartoffel fra Lammefjorden.

 

Grøntsager fra Lammefjorden - smager bare bedre