Nye sorter løb med Grand Cru priserne

Kokkene Søren Gericke, Claus Henriksen og Morten Falk valgte årets bedste kartoffel og gulerod på Nordisk Center for Lokale Fødevarer i Fårevejle.

undefined
Dommerne og vinderen af Lammefjordens Grand Cru kartoffel 2016, Kristian Juel Jensen.

To sorter, der er nye på Lammefjorden, løb med priserne, da Lammefjordens Grøntsagslaug sammen med Nordisk Center for Lokale Fødevarer 1. november kårede årets Grand Cru kartoffel og gulerod 2016. I hver kategori havde tre avlere kvalificeret sig til finalen, og det var kendetegnende, at de alle stillede op med sorter, der er nye på Lammefjorden.
Hos kartoflerne vandt Kristian Juel Jensen med sorten Princess, som han dyrker for første gang. Og blandt gulerødderne løb Anders Biltoft Kristensen tog prisen med en Namibia-gulerod, som han testede sidste år og nu dyrker på et større areal.

Kartoflen kan noget, som pasta ikke kan
Dommerpanelet bestod af kokkene Søren Gericke, Claus Henriksen og Morten Falk. Om vinderkartoflen sagde Claus Henriksen, at den smager fremragende og har en særlig mundfylde. Søren Gericke fremhævede kartoflen som et værdifuldt alternativ i dagens pasta-helvede.
- Det er en helt unik råvare, som både kan optage smag og afgive smag. Vi skal bare gå mere op i, hvad den enkelte sort kan bruges til. Nogle er gode til salat, andre skal brases. Det er jo pragtfuldt, at hver sort kan noget særligt, i stedet for at gå efter en sort, der kan det hele.
Morten Falk, der var med til VM for kokke, Bocuse d’Or, fortalte, at han i øjeblikket er træt af kylling. – Grøntsager bliver jeg aldrig træt af. Den samme grøntsag kan smage vidt forskelligt alt efter, hvordan den er tilberedt. Og det er skønt, at grøntsager er knyttet til de forskellige årstider. Om vinteren og foråret ser jeg frem til, at der kommer nye kartofler, og lige nu glæder jeg mig til vinterens kartoffelmos. 

Det gælder om at være unik
Det var første gang, at der udnævnt en Grand Cru kartoffel. Til gengæld er Grand Cru guleroden kåret i 20 år nu. Anders Biltoft Kristensen vandt også tilbage i 2003. For ham er det afgørende at kunne dyrke sorter, som ikke er så udbredte.
- Jeg samarbejder med frøfirmaerne om at prøve nye sorter af. Jeg prøvede Namibia sidste år, og den viste sig at være en lang, flot gulerod med god kvalitet og smag. Og så kan den ligge på køl og stadig være lige så frisk om seks måneder, fortalte han.
Dommerne var enige om at pege på Namibia-guleroden, som de mente kunne bruges bruge både til juice, revet og i madretter.

Fødevarer med lokal identitet
Kåringen fandt sted på det nyoprettede Nordisk Center for Lokale Fødevarer. Det er et videns- og udviklingscenter for fødevarer med en identitet i forhold til det sted, de vokser eller frembringes, fortalte centerleder Berit Nørgaard. 
Bag Grand Cru-kåringen står Lammefjordens Grøntsagslaug, organisation for avlerne, gulerodsvaskerierne og kartoffelpakkerierne på Lammefjorden. Laugets medlemmer har udpeget de tre gulerødder og de tre kartofler til finalen.
Lammefjordens Grøntsagslaug er med til at sponsere Kræftens Bekæmpelses kampagne Støt Brysterne.

undefined

Hans Møller Olsen, formand for Lammefjordens Grøntsagslaug, overrakte diplom og buket til Anders Biltoft Kristensen, der har årets Grand Cru gulerod på Lammefjorden.

Årets Grand Cru gulerod og kartoffel

Siden 1997 er årets bedste gulerod blevet kåret som Årets Grand Cru Gulerod. Og i 2016 kom kartoflerne også med. Hvert år i oktober finder uafhængige dommere og publikum frem årets bedste gulerod og kartoffel fra Lammefjorden.

 

Grøntsager fra Lammefjorden - smager bare bedre