Lille frisk Lammefjordsgulerod kåret som Grand Cru 2011

Flemming Risegaard vandt for andet år i træk.

undefined

Flemming Risegaard, Fårevejle, er for andet år i træk manden bag årets Grand Cru gulerod fra Lammefjorden. Kåringen skete i weekenden på FEMINA Livsstilsmesse 2011 i Forum, København. På billedet er Flemming Risegaard omgivet af sine to medfinalister, John Nielsen (tv) og Boje Skytte.

Det er 15. gang, at Lammefjordens Grøntsagslaug har uvildige dommere til at udpege årets Grand Cru gulerod. Flemming Risegaard har været i ti af finalerne og vinder prisen for femte gang.

- Jeg er begunstiget af at have mine marker på den inderste del af den inddæmmede Lammefjorden, hvor jorden er mest rig på humus. Mine gulerødder får ingen gødning, og de bliver sået sent. På den måde sikrer jeg, at de ikke er for store og grove, når de tages op. Der er mere smag i en lille gulerod end i en stor, mener Flemming Risegaard.

Det var de tre dommere helt enige i. God sødlig smag, sprød og lækker. En frisk gulerod, der fint kan bruges som snack, lød det fra Pernille Bech, Jeanet Halse og John Mahnkopf, som udgjorde dette års dommerpanel – udvalgt blandt de fødevare-relaterede udstillere på livsstilsmessen.

Lammefjorden er som gammel havbund ideel til dyrkning af gulerødder og andre specialafgrøder. Jorden har et stort indhold af næringsstoffer og kalk og danner en værdifuld grobund for de sødlige og sprøde gulerødder.

De sorter, der dyrkes, er velegnede til at ligge på kølelager. Derfor kan Lammefjordsgulerødder fås i butikkerne helt frem til april.

Grand Cru guleroden 2011 vil være ude i butikkerne fra sidst i uge 41. Den sælges i 1 kg bakker med Grand Cru mærke og foto af årets vinder.

Foto: John Olsen.

Årets Grand Cru gulerod og kartoffel

Siden 1997 er årets bedste gulerod blevet kåret som Årets Grand Cru Gulerod. Og i 2016 kom kartoflerne også med. Hvert år i oktober finder uafhængige dommere og publikum frem årets bedste gulerod og kartoffel fra Lammefjorden.

 

Grøntsager fra Lammefjorden - smager bare bedre